Andreas Thyrring - Nordic Voices of Influence

Hvordan har Public Affairs-faget udviklet sig gennem de seneste fem år, og hvordan forventer du, at det vil udvikle sig i løbet af de næste fem?

Fagets klassiske færdigheder er konstante: Evnen til at blive trusted advisor for kunden. Forståelsen for kundens forretning og miljø. Politisk tæft til at omsætte kundens problemstillinger og løsninger for beslutningstagere. Vedligeholdelse og udvikling af netværk i det politiske miljø.

Den nye udvikling er især tre ting:
At arbejde integreret med public affairs og strategisk kommunikation på tværs af medieplatforme. Det handler om at sætte kundens fortælling i offentligheden og kunne arbejde med sagerne i medierne.
At eksekvere og implementere strategier med kunden. Værdiskabelsen ligger i højere og højere grad i at eksekvere og få ting til at ske.
At skabe værdi højere oppe i værdikæden for kunden og løse forretningskritiske og komplekse problemstillinger, som kræver adgang, erfaring og menneskelig vurderingsevne.

Hvad bør en CEO forvente at få ud af en stærk PA-funktion?

Resultatskabelse der kan måles på top- eller bundlinjen. Hvis ikke public affairs funktionen arbejder med forretningskritiske sager og kommercielle ”must-wins”, skal det tættere på forretningen og være relevant. Det kan være på konkrete issues, positionering i markedet eller udformning af det regulatoriske miljø, som virksomheden opererer i.

Hvis PA skal blive mere datadrevet og målbart, hvad bør vi så reelt måle?

Public affairs indsatsen skal ultimativt måles på top- eller bundlinjen. Vi risikerer ”death by data”, hvis vi sidder og måler på alt mulig andet, og statistik er jo taknemmeligt. Ultimativt handler det om at skabe værdi for forretningen.

Hvordan bruger du AI i dit Public Affairs-arbejde i dag - og hvad må AI aldrig erstatte?

I Ulveman & Børsting har vi lavet klare retningslinjer og en intern politik for brug af AI, herunder hvad AI ikke skal bruges til. AI kan være en fantastisk sparringspartner og bruges til effektiviseringer i mange ting. Men der er ingen genveje til at lære og vedligeholde faget og lægge timerne i arbejdet. Og det menneskelige og relationelle aspekt vil fortsat være afgørende i vores branche. Det er og bliver en people business.

Hvem har lært dig mest om politisk indflydelse, og hvad lærte du af vedkommende?

Det er to toppolitikere, der hedder Lars. Den ene hedder Løkke Rasmussen til efternavn. Den anden hedder Lilleholt.

I 2018-2019 var jeg tæt på Lars Løkke Rasmussen som daværende statsminister og Venstres formand og ledelse i forberedelsen af valgkampene til Europa-Parlamentet og Folketinget i 2019. Venstre fik med fire mandater til Europa-Parlamentet sit bedste EP-valg nogensinde og blev Danmarks største parti i Europa-Parlamentet. Til Folketingsvalget fik Venstre 23,4 pct. af stemmerne, den største mandatmæssige fremgang af alle partier i Folketinget og blev større end resten af de blå partier tilsammen. Løkke er en vild politisk begavelse, taktiker og opportunist. Løkke ser muligheder, tænker kreativt konstant og holder gerne beslutninger åbne længst muligt. Det gør det udfordrende og lærerigt at være rådgiver for ham.

Som særlig rådgiver for energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) fra 2015-2018 lærte jeg meget om politisk tæft og håndværk, politiske forhandlinger, respektfuldt arbejde med Folketinget, og at man kommer langt i politik ved at dele ud af æren og resultaterne. Han lærte mig værdien af at være en god chef og skabe en behagelig stemning omkring sig i et som oftest hårdt og brutalt politisk miljø. Evnen til at skabe ro og tage tempo ud af tingene, når der er mest på spil, har jeg lært fra ham.

Hvad er den vigtigste personlige egenskab for en Public Affairs-professionel i 2026, og hvorfor?

Gør arbejdet og hold fast i fagets klassiske færdigheder. Der er ingen genveje. AI kan ikke erstatte hårdt arbejde og træningen i den menneskelige egenskab at kunne blive trusted advisor for kunden.

Del artiklen

Prøv Ulobby i dag

Ulobby-platformen indeholder alle de værktøjer, der kræves for at håndtere dagsordener og stakeholders og til at måle og evaluere Public Affairs-indsatser.

Kom igang

Relaterede indlæg

No items found.