Flugten fra X?

Debatten om X (tidl. Twitter) har været i gang siden Elon Musk købte den sociale medie-platform i 2022, men de seneste uger - og særligt siden Donald Trumps nominering af Musk til at lede det såkaldte Department of Government Efficiency - er det kun tiltaget. 

Politikere, myndigheder og borgere flygter fra X og rykker i stedet til Bluesky. Det er i hvert fald det billede, man får i medierne, og når man ser udviklingen i brugertal på Bluesky. Både i og udenfor Danmark er antallet af nye brugere på det sociale medie eksploderet - til et niveau, hvor antallet af brugere i USA nærmer sig antallet af brugere på Meta/Facebooks netværk Threads, som hidtil har været set som en stor konkurrent til X (tidl. Twitter). Også danske politikere har været ude og kritisere udviklingen på X og, for nogles vedkommende, sige, at de flytter deres aktivitet væk fra platformen. 

Så hvad skal man som virksomhed, interesseorganisation eller NGO stille op? Før vi dykker helt ned i dette, så lad os se lidt nærmere på den nye pige i klassen.

Hvad er Bluesky?

Bluesky er et socialt medie, som er designet som en videreudvikling af Twitter; både hvad angår måden man skriver og interagerer på, men også på udseende og brugerflade. Det er dog ikke så mærkeligt, da Bluesky oprindeligt er startet som et internt R&D projekt ved Twitter ledet af Twitter-grundlægger og daværende Twitter-CEO Jack Dorsey. Formålet med Bluesky var oprindeligt at udvikle en decentraliseret standard for sociale medier, men da det ikke harmonerede med Twitters kommercielle incitamenter, som et reklamefinansieret socialt netværk, blev det i 2021 udsplittet til en non-profit organisation. 

Men der er også forskelle - også nogle, der måske ikke er til at se ved første øjekast, men som er værd at dvæle ved. Dels er decentralisering tænkt ind som en grundsten i Bluesky; dette er gjort for at undgå, at én person kan ende med at sidde med al magten. I princippet kan forskellige firmaer og operatører være med til at drive netværket. 

Derudover har Bluesky forsøgt at imødekomme problematikken med moderation ved at gøre det muligt at abonnere på blokeringslister, eksempelvis fra private organisationer. Det betyder i praksis, at aktører kan blokere konti, og at man som bruger kan abonnere på disse lister. Der vil nok altid være en manglende proportionalitet i moderation, da det er hurtigere at skrive fake news, end det er at afvise det - fordi sidstnævnte skal faktatjekke og kildehenvise. Her skal nævnes, at X også tillader brugere at skrive såkaldte "community notes", hvor man kan kommentere og tilbagevise falske påstande. Alle, der skriver sig op som bidragydere, kan skrive og bedømme disse kommentarer, og på baggrund af ratings afgøres det, om en given kommentar skal vises til andre brugere. Dette kræver blandt andet, at kommentaren vurderes relevant af bidragydere, som tidligere har været uenige, således at man undgår, at ratings bliver ensidige. Trods dette har X dog modtaget kritik herhjemme for stemningen og mængden af bots og misinformation. Om Bluesky har fundet en bedre løsning på udfordringen med moderation, må tiden vise.  

Netop den gode og konstruktive stemning er noget af det, Bluesky roses for af danske debattører i disse dage. Det store spørgsmål er så, om den stemning, som man lige nu oplever på Bluesky, vil fortsætte, eller om vi blot befinder os i en honeymoon-fase. 

Hvor kommer debatten til at finde sted?

Det er ikke første gang, at et nyt socialt medie er blevet forudsagt at overtage fra X; tidligere har både Mastodon og Meta’s Threads været nævnt som mulige arvtagere, uden at nogen af dem dog rigtig er lykkedes med det. Men den bevægelse vi herhjemme ser med antallet af nye brugere til Bluesky virker umiddelbart anderledes; i hvert fald er der allerede flere ministre og folketingspolitikere med en profil på Bluesky, end vi hidtil har set på Mastodon. Derfor rejser der sig en række spørgsmål.

Hvor valget om at skifte (eller lade være) kan være relativt simpelt som privatperson, er det anderledes svært for organisationer og virksomheder at vurdere, hvornår tipping point er nået, og man skal tage springet. Hvor længe kan man nøjes med X? Hvornår er man nødt til at have profiler og aktivitet begge steder? Og kommer vi dertil - og i så fald hvornår - at man som organisation helt kan forlade X og nøjes med at have tilstedeværelse på Bluesky eller andre platforme? 

Det er nogle af de spørgsmål, som vores kunder sidder med i disse dage, og som vi derfor har set nærmere på; selvfølgelig med særligt fokus på, hvor man bør være til stede, hvis man arbejder med interessevaretagelse og Public Affairs og ønsker at komme i dialog med politikere. 

Nedenfor tager vi derfor et nærmere kig på folketingspolitikerne og deres aktivitet på X i den seneste tid - og forsøger at blive klogere på, om de er på vej væk. 

Folketingspolitikernes aktivitet på X

Læser man mediedækning eller udmeldinger på X, kan man hurtigt få et billede af, at den politiske samtale snart har forladt det sociale medie. 

Vi har derfor set nærmere på folketingspolitikeres aktivitet for at få en bedre forståelse af, hvordan debatten udvikler sig. Nedenfor illustreres udviklingen af tre grafer, alle på ugebasis for efteråret 2024 sammenlignet med efteråret 2023. Her ser vi: 1) total antal tweets skrevet af folketingspolitikere, 2) median for antal tweets pr. folketingspolitiker på X, og 3) antallet af folketingspolitikere, som var aktive på X i den givne uge. 

I september ses generelt et højere antal tweets i år end sidste år; her var der i hvert fald ingen tegn på afmatning af debatten på X. Med Folketingets åbning i uge 40 begynder begge år at have nogenlunde samme tendens - inklusiv et markant dyk i efterårsferien i uge 42. Herefter stiger aktiviteten og særligt for 2024 ses stor aktivitet frem til og med uge 46 (11.-17. november); altså også frem til efter præsidentvalget i USA. Det er dog særligt i slutningen af denne uge, at debatten om X tager til herhjemme, og det er altså her, at det begynder at være interessant i Bluesky-sammenhænge. 

Herefter ses et dyk til uge 47 og 48; bemærk at uge 47 både bød på aftalen om den grønne trepart samt finanslovsaftale. Umiddelbart altså en uge med noget at skrive om som MF'er - men hvor antallet af tweets på trods af dette falder. Vi ser altså et lille dyk i aktiviteten i de seneste uger, men samtidig er det ikke på et niveau, som er markant lavere, end hvad vi har set for andre perioder.

Ser vi på medianen for antallet af tweets per MF'er, som er på X, er det nogenlunde samme billede, der tegner sig: Ikke umiddelbart udsving, som ser større ud end normalt, men dog med lidt lavere niveau de seneste uger.  

Ser vi på antallet af MF'ere, som er aktive i en given uge (hvor "aktiv" er defineret som, at de har tweetet, retweetet eller svaret på et tweet), ser vi muligvis det første tegn på noget interessant. Hvor efteråret 2024 generelt har været en periode, hvor de nuværende folketingspolitikere har været lidt mere aktive end samme periode i 2023, ser vi i uge 47 og 48 et lille dyk i antallet af aktive folketingspolitikere, og antallet ligger også lidt under niveauet for de samme uger i 2023. 

Vi ser med andre ord nogle små udsving, men uden at vi endnu har en tydelig nok ændring eller lang nok tidsperiode til at kunne tale om en egentlig tendens. 

Hvem forlader X?

Men hvem er det så, der enten har rykket deres aktivitet, eller som er mindre aktive?

Ser vi på regeringen, har mange ministre oprettet en profil på Bluesky og annonceret et skifte i større eller mindre grad. Eksempelvis har Morten Bødskov sagt, at han vil flytte sin aktivitet derover, men har siden kryds-postet - altså lagt de samme posts op på både X og Bluesky - eller lagt ting udelukkende på X. Magnus Heunicke beskriver det som, at han og "mange andre er ved at flytte debatten over på Bluesky". I skrivende stund tæller vi Bluesky-profiler fra 17 ud af de 25 ministre, og 15 ministre har haft aktivitet på deres profil. Mange lader dog til at kryds-poste eller på anden vis være til stede begge steder, men et par ministre - herunder Magnus Heunicke, Sophie Hæstorp Andersen og Caroline Stage - lader umiddelbart til at have rykket det meste af deres aktivitet helt; dog uden at have slettet deres profiler på X endnu.

For partierne i Folketinget, er der i nogen grad et mønster i, hvilke partier, der har rykket deres aktivitet. Martin Lidegaard og Pia Olsen Dyhr var de første partiledere til at skifte over, og netop Radikale Venstre og SF er partier, hvor mange politikere enten har suppleret deres X-profil med tilstedeværelse på Bluesky eller helt er skiftet over. 

Blandt andet forlod Lisbeth Bech-Nielsen X til fordel for Bluesky allerede i august, og hun har også lukket sin profil på X. En række andre MF'ere har annonceret, at de forlader X; det gælder Marianne Bigum (SF), Samira Nawa (RV) og Christian Friis Bach (V). De er alle tre holdt op med at tweete fra midt-november, men har i stedet haft aktivitet på Bluesky. En anden politiker, hvis X-profil ikke længere er at finde, er Kim Valentin (V); om det er sket i protest eller hvorfor, er uklart, og han er da heller ikke til at finde på Bluesky, men hans sidste tweet er skrevet i midten af november 2024, og profilen er nu lukket. 

Andre politikere har også været aktive i debatten, og eksempelvis Rasmus Jarlov har kritiseret brugeroplevelsen på X. Han skriver derfor, at han også opretter en profil på Bluesky, men at han ikke forlader X. Omvendt har Morten Messerschmidt åbent sagt, at han planlægger at blive på X.

Alt i alt synes tendensen at være, at aktiviteten på X kun er beskedent faldende, men at bevægelsen af MF'ere over til Bluesky ikke er uvæsentlig. Det er tydeligt, at vi - i hvert fald indtil videre - ikke har set det "tipping point", hvor det er tilstrækkeligt at være til stede på Bluesky. Men da vi samtidig ser politikere, som i høj grad er skiftet og ønsker at have debatten på Bluesky, er det som organisation måske heller ikke i længden nok at være til stede på X. Derfor kunne konklusionen for nu blive den, som mange måske håbede at undgå: At der er blevet tilføjet endnu et sted til listen, hvor man som organisation skal være til stede for at indgå i direkte dialog med magthaverne. 

Hvordan kommer du i gang?

Er man vant til X vil det for de flestes vedkommende være en smal sag at komme i gang med at bruge Bluesky, da meget er det samme. Formatet for tekst og kommunikation er også så lig hinanden, at man som organisation formentlig i høj grad kan bruge det samme indhold begge steder. 

Et par mindre features er dog værd at nævne i forhold til at komme godt i gang. Blandt andet har Bluesky den indbyggede funktion "starter-packs", som kort sagt beskriver en liste af profiler, som man kan være interesseret i at følge. Eksempelvis findes allerede denne starter-pack med dkpol-profiler, så man hurtigt kan få gang i sit netværk. 

Samtidig er det også nemt at abonnere på feeds om særlige emner. Vil du følge #dkpol bredt, kan det gøres via eksempelvis dette feed, og du kan søge efter andre - for eksempel emnespecifikke feeds - her. Har man først fundet et interessant feed, er det nemt at følge, og det vil så efterfølgende være tilgængeligt sammen med feedet for profiler, du følger. 

Hvad gør Ulobby?

I Ulobby følger vi udviklingen tæt; dels for at kunne rådgive vores kunder og brugere, men naturligvis også for at udvikle vores platform. Således er man altid velkommen til at spørge os om seneste erfaringer og indsigter fra branchen, hvis man (gen)overvejer sine planer for sociale medier. Vi vil naturligvis også følge med og tilføje Bluesky som kilde i Ulobby-platformen. 

I de kommende måneder vil vi følge udviklingen og opdatere, efterhånden som vi bliver klogere på, hvor den politiske debat udspiller sig. Vi vil ligeledes altid gerne sparre, og har du forslag eller idéer til noget, vi bør undersøge, er du velkommen til at skrive til os. 

**********************************

Om data: Graferne er baseret på data fra Ulobbys database med forbehold for fejl og mangler. Data er senest opdateret d. 3. december og er baseret på medlemmer af Folketinget pr. 25. november 2024.  

Del artiklen

Prøv Ulobby i dag

Ulobby-platformen indeholder alle de værktøjer, der kræves for at håndtere dagsordener og stakeholders og til at måle og evaluere Public Affairs-indsatser.

Kom igang