Kampen om følgerne: EP-spidskandidaternes popularitet på de sociale medier

EP-valgets mest populære spidskandidat har cirka 5 gange så mange følgere på de sociale medier som den mindst populære. Men hvilke spidskandidater til Europa-Parlamentsvalget er mest populære på de sociale medier - og hvem ligger i bunden af listen? Det ser vi nærmere på i dette blog-post. Her har vi undersøgt, hvor mange følgere kandidaterne har på både Facebook, Twitter og Instagram.

Generelt kan man se, at spidskandidaterne ikke er blandt de mest populære danske politikere på sociale medier. Jævnfør vores tidligere blog-post, skal en dansk politiker have mere end 60.000 følgere alene på Facebook for at komme i top 10. Derudover er det også værd at bemærke, at mange af kandidaterne ligger ganske tæt på hinanden omkring de 20.000 følgere sammenlagt på Facebook, Twitter og Instagram.

Den mindst populære kandidat er Pernille Weiss fra Det Konservative Folkeparti. Det skyldes højst sandsynligt, at hun ikke har en politisk karriere på Christiansborg eller i Europa-Parlamentet bag sig. Hun er dog rigtig godt med på Instagram, hvor hun er den med fjerde flest følgere - nemlig 1.140.

Jeppe Kofod (S) har modsat Pernille Weiss haft en lang karriere på Christiansborg. Han var medlem af Folketinget fra 1998 og frem til 2014, hvor han blev valgt til Europa-Parlamentet. Den eksponering det har givet at være medlem af Folketinget i så mange år, er muligvis en medvirkende årsag til, at Jeppe Kofod er den mest populære spidskandidat til Europa-Parlamentet på de sociale medier. Nikolaj Villumsen (EL), som ligger nummer 2 på den samlede liste, har siddet i Folketinget siden 2011 og gør sig særligt bemærket ved at være den spidskandidat med klart flest følgere på Instagram.

Den mindst populære blandt de kandidater, der genopstiller til Europa-Parlamentet, er - på trods af at han også har en lang folketings-karriere bag sig - Morten Helveg Petersen (RV). Den lave placering på listen skyldes især, at han ikke har særlig mange følgere på Facebook. På Twitter er han derimod kun 400 følgere fra Nikolaj Villumsen, der indtager førstepladsen. Det er dog værd at bemærke, at Morten Helveg Petersen i andre sammenhænge klarer sig lidt bedre - ifølge Votewatch.eu er han nemlig Danmarks mest indflydelsesrige parlamentariker i Europa-Parlamentet.

Ser vi lidt bredere inden for partierne, er det generelt spidskandidaterne, der klarer sig suverænt bedst på de sociale medier. Der er dog en enkelt undtagelse til denne regel. Nemlig den tidligere forsvarsminister, Søren Gade, der er nummer 4 på Venstres liste. På Facebook har han hele 40.481 følgere, og på Twitter har han 775 følgere. Instagram bruger han derimod ikke. Det er dog bemærkelsesværdigt, at han - på trods af ikke at have Instagram - slår alle andre opstillede kandidater med næsten 10.000 følgere.

Navn  Facebook Twitter Instagram  I alt
Jeppe Kofod  22.797 9.254 659 32.710
Nikolaj Villumsen 17.978 9.592 1.913 29.483
Morten Løkkegaard 17.891 7.177 1.035 26.103
Margrete Auken  12.905 9.358 369 22.632
Rinja Ronja Kari 17.357 4.008 1.378 22.395
Peter Kofod 15.303 4.323 1.030 20.656
Morten Helveg Petersen 9.562 9.093 405 19060
Mette Bock 13.502 4.181 0 17.683
Rasmus Nordqvist  5.297 7.471 1.286 14.054
Pernille Weiss 4.155 1.129 1.140 6.424

Data er indsamlet d. 1. maj 2019.