Marts måneds mest spørgende partier og politikere

Igen i marts måned ligger antallet af §20-spørgsmål højt – 145 spørgsmål fra 54 forskellige politikere. Socialdemokratiet har – ligesom i sidste måned – lagt sig klart i spidsen og har stillet halvdelen af alle spørgsmål, nemlig 73. En stor del af disse omhandler sundhedsreformen og dens konsekvenser.

På de næste pladser følger Enhedslisten og Dansk Folkeparti med henholdsvis 26 og 25 spørgsmål, og SF har stillet 16 spørgsmål, hvor særligt én enkelt MF’er har trukket dette tal op. Radikale Venstre har stillet 3 §20-spørgsmål i marts måned, mens Tjóðveldi og Alternativet begge har været på banen med et enkelt spørgsmål.

Nr. Parti §20-spørgsmål
1 Socialdemokratiet 73
2 Enhedslisten 26
3 Dansk Folkeparti 25
4 Socialistisk Folkeparti 16
5 Radikale Venstre 3
6 Tjóðveldi 1
6 Alternativet 1

Dykker vi mere ned i de enkelte spørgere og spørgsmål, bliver månedens førsteplads delt af Kirsten Normann Andersen og Lea Wermelin. Kirsten Normann har blandt andet stillet spørgsmål til emner som ældrepleje og handicappedes vilkår, mens Lea Wermelin har stillet en række spørgsmål om farligt legetøj og sundhedsreformens konsekvenser for Bornholmske patienter, samt 5 spørgsmål om topskat stillet i samarbejde med kollegaer fra Socialdemokratiet.

På tredjepladsen finder vi en gammel kending, nemlig Flemming Møller Mortensen, som sidste forår og sommer markerede sig med mange spørgsmål om rygning og tobak. Denne gang har hans spørgsmål dog hovedsageligt fokuseret på sundhedsreformens konsekvenser. Eksempelvis om psykisk syges brugerbetaling og om mulig lukning af sygehuse i Hobro, Farsø og Frederikshavn.

Benny Engelbrecht har stillet spørgsmål om disruptionsdagsordenen, om en mulig ordning for tidligere tilbagetrækning for nedslidte samt om skattetrykket – sidstnævnte er stillet sammen med Ane Halsboe-Jørgensen. Benny Engelbrecht deler 5. pladsen med Henning Hyllested, som har spurgt om taxaselskaber, forholdet mellem DSB og Dansk Jernbaneforbund samt om prisen på tog- og flybilletter.

Nr. Spørger (parti) §20-spørgsmål
1 Kirsten Normann Andersen (SF) 12
1 Lea Wermelin (S) 12
3 Flemming Møller Mortensen (S) 9
5 Benny Engelbrecht (S) 7
5 Henning Hyllested (EL) 7