Februars mest spørgende politikere

Vanen tro giver vi dig månedens mest spørgende politikere og partier. Selvom februar er årets korteste måned, har partierne ikke holdt sig tilbage. Sammenlignet med januars 97 §20-spørgsmål lander februar på hele 133 spørgsmål.

Meget lig sidste måned er det Socialdemokratiet, som klart trækker fra. Partiet er oppe og have stillet 72 spørgsmål, hvilket er næsten tre gange så mange som SF, der som nummer to på listen har stillet 26 §20-spørgsmål i februar. Lige i hælene på dem er dog Dansk Folkeparti med 23 spørgsmål, og med mindre end en tredjedel har Enhedslisten stillet 8. De Radikale har stillet 5, og Alternativet har været på banen med 2 §20-spørgsmål. 

Nr. Parti Antal §20-spørgsmål
1 Socialdemokratiet 72
2 SF 26
3 Dansk Folkeparti 23
4 Enhedslisten 8
5 Radikale Venstre 5
6 Alternativet 2

Hvem fra partierne bidrager så til det høje antal? På trods af, at det er Socialdemokratiet, der har været mest fremme, er det Kirsten Normann Andersen fra SF, der kan stille sig øverst på skamlen, som den mest spørgende MF’er i februar måned. SF’erens spørgsmål har i høj grad handlet om sundhedsområdet – blandt andet forhold for praktiserende læger og brugerbetaling for forældre ved et barns indlæggelse – og et enkelt om skolevalget.

Astrid Krag har stillet 9 spørgsmål og har ligeledes spurgt til sundhedsområdet, samt til ældrepleje. Simon Kollerup har været medafsender på en række spørgsmål om Løkkefonden og har også spurgt til blandt andet paramediciner-bilen i Thisted.

Flemming Møller Mortensens 6 spørgsmål har hovedsageligt drejet sig om det nære sundhedsvæsen og sundhedsreformen, mens Troels Ravn særligt har spurgt ind til kommunale redningsberedskaber og brandfolk. Sidst på listen er Benny Engelbrecht med spørgsmål om Radius og kritisk infrastruktur – stillet sammen med Lisbeth Bech Poulsen (SF) – samt om sundhedsreformen og regionernes nedlæggelse, herunder konsekvenserne for akutberedskabet på Nordals.

Nr. Spørger (parti) Antal §20-spørgsmål
1 Kirsten Normann Andersen (SF) 12
2 Astrid Krag (S) 9
3 Simon Kollerup (S) 7
4 Flemming Møller Mortensen (s) 6
4 Troels Ravn (S) 6
4 Benny Engelbrecht (S) 6