22,7 millioner ord – så meget skal man læse, hvis man vil kende indholdet i alle de love, som danske borgere og virksomheder skal rette sig efter. Ordene står i mere end 6.500 forskellige love og bekendtgørelser, og antallet er gennem de sidste 30 år i gennemsnit vokset med 3,9 procent om året – hvis udviklingen fortsætter, vil regelmængden 23-dobles i en gennemsnitlig danskers levetid.

Det er to forskere fra Aarhus Universitet, som i deres bog ”Regelstaten” fra 2014 lavede optællingen, som tænketanken CEPOS nu har opdateret.

Det paradoksale er, at ingen ønsker denne reguleringsjungle. Skiftende regeringer af både blå og rød observans har gennem årene forsøgt at gøre op med bureaukratiet, og alligevel er det aldrig lykkedes.

Hvorfor er det sådan?

Det er naturligvis et komplekst spørgsmål med et komplekst svar. Og netop kompleksitet er en forklaring i sig selv: Jo flere love og regler, der er, jo mere bliver de viklet ind i hinanden – og jo sværere er det at overskue konsekvenserne, hvis man fjerner én. Så er det lettere blot at lade være.

En anden forklaring er politikernes evige drift mod at udvise handlekraft. Dét kan de groft sagt gøre enten ved at love ekstra penge eller ved at vedtage ny lovgivning, og det sidste er naturligvis det letteste og billigste – i hvert fald på kort sigt. Selvom alle politikere på tværs af partier let kan blive enige om, at man bør skære i bureaukratiet, er det aldrig førsteprioritet i en forhandling. Man sidder måske og skal blive enige om at løse et problem på socialområdet, og der er en masse forskellige hensyn at tage: Der er de konkrete behov for nye tiltag, der er politiske uenigheder og der er økonomiske begrænsninger. At sørge for at regeljunglen ikke vokser yderligere, er typisk en af de ting, man aldrig rigtig når at diskutere. Ofte er horisonten desværre kort i politik.

Men netop fordi det politisk er så svært at finde macheten frem og hugge regeljunglen ned, ligger der en mulighed for virksomheder og organisationer: Hvis man meget præcist kan pege på regulering, som har uønskede virkninger – for eksempel love og regler, som dæmper vækst og investeringslyst – og samtidig har skabt sig et solidt overblik over konsekvenserne, hvis reguleringen bliver fjernet, så vil mange politikere være yderst lydhøre.

Det gælder om at vide, hvad der foregår på et specifikt politisk område, om at kende aktørerne, historien og udviklingstendenserne – også i international kontekst. Så har man mulighed for at finde den rette timing, hvor dét at fjerne lovgivning kan blive en prioritet i sig selv.

Politikerne er tydeligvis ikke i stand til at standse bureaukratiets vækst på egen hånd. De har brug for hjælp.